Gå til oversigt

28. maj 2018

Ændret dispensation for indsejling af sand, etablering af bomanlæg og andre aktiviteter på byggegrunden

Ændret dispensation for indsejling af sand
For lidt over en uge siden gik vi i gang med at sejle sand til byggepladsen på Tuborg Syd. Det skete på baggrund af en dispensation fra Gentofte Kommune, som tillod, at dette arbejde i perioden 18. maj til 3. juni også kunne foregå uden for normal arbejdstid, herunder også i weekender og på helligdage.

 

Flere naboer har klaget over at blive forstyrret af støj fra sandskibet uden for normal arbejdstid – især i pinsen. Derfor har Danica sammen med entreprenøren Per Aarslev undersøgt mulighederne for at reducere antallet af weekendsejladser og i stedet forlænge dispensationsperioden. Efter dialog med ejerforeningerne Tuborg Sundpark og Tuborg Havnepark D er der fundet en løsning, som er godkendt af Gentofte Kommune.

 

Pr. 25. maj er kommunens dispensation derfor ændret, så der må sejles sand til byggepladsen i følgende tidsrum:

  • fredag den 25. maj kl. 07.00 til lørdag den 26. maj kl. 11.00
  • mandag den 11. maj kl. 07.00 til lørdag den 16. juni kl. 11.00

 

På hverdage må skibet losse sand i en 4-timers periode mellem kl. 18.00 og kl. 07.00. Losningen foregår ved hjælp af skibets egen gravemaskine. Det forsøges at sikre en cyklus, så skibet anløber havn ca. kl. 19.00 og ca. kl. 07.00.

 

Med den ændrede dispensation bliver lørdag den 26. maj og lørdag den 16. juni de to eneste weekenddage, hvor der sejles sand til byggepladsen. Begge dage må der kun ske en enkelt sejlads, og losningen vil være afsluttet ca. kl. 11.00. Efter vilkårene i den nye dispensation losses sandet på kajen, men bliver først kørt til sandmilen på byggepladsen den følgende mandag morgen.

 

Vi håber, at dette er et tilfredsstillende kompromis for alle parter.

 

Lukket for adgang til byggepladsen
Som tidligere meldt ud er der frem til medio september lukket for offentlig adgang til hele Tuborg Syd-byggepladsen.

 

Flere naboer har imidlertid bemærket, at der fortsat er uvedkommende personer, som opholder sig inden for afspærringen – især på badebryggen. Der er tale om personer, som desværre vælger på ulovlig vis at skaffe sig adgang til byggepladsen ved at forcere de byggepladshegn, der nu er etableret hele vejen rundt om grunden.

Vi har justeret hegnet alle de steder, hvor der var let passage. Skulle vi forhindre personer i at kravle over hegnet, ville det kræve pigtråd eller andre metoder, som vi ikke finder passende for en byggeplads. I arbejdstiden vil vi selvfølgelig vise disse personer bort fra byggepladsen, men udenfor arbejdstid har vi ikke en vagtordning til det formål.

 

Bomme skal sikre overholdelse af spærretider
For at sikre, at lastbiler ikke kan komme ind og ud af byggepladsen i spærretiderne, har Danica valgt at etablere et bomanlæg helt ude i rundkørslen til Dessaus Boulevard/Philip Heymanns Allé. Bomanlægget vil være tidsstyret, så det automatisk er lukket i spærretiderne.

 

På trods af en klar instruks fra bygherre om at overholde spærretiderne har der været lastbiler, som ikke har respekteret dem, og som er kørt ad Dessaus Boulevard fra Strandvejen i spærretiderne. Disse lastbiler vil i fremtiden blive standset af bomanlægget ved indkørslen til byggepladsen. Vi forventer, at dette hurtigt vil stoppe den manglende overholdelse af spærretiderne.

 

Desværre har der også været situationer, hvor lastbiler er kørt ud fra byggepladsen i spærretiderne. Sådanne situationer vil ikke længere kunne forekomme på grund af bomanlægget.

 

Bomanlægget forventes at være på plads inden for tre uger.

Seneste aktiviteter

Tilbage til oversigten

17. november 2021

November – Seneste nyt om byggeriet på grunden

Forberedelse til Kysthus 3 i gang Spunsarbejde og pæleramning som forberedelse til Kysthus 3 er netop gået i gang. Som reglerne foreskriver, er de nærmeste naboer blevet varslet af entreprenøren, og som sædvanligt er der også foretaget fotoregistrering af de nærmeste bygninger, så vi ved, om arbejdet skulle forårsage revner.

Læs mere

01. september 2021

September – Seneste nyt om byggeriet på grunden

Midlertidige ændringer af tilkørselsforhold Som vi meldte ud i et nyhedsbrev i juni, skal den hidtidige indkørsel til byggepladsen fra rundkørslen ved Dessaus Boulevard være den permanente adgangsvej til området...

Læs mere